Marlene Lisa Eriksen


MIN REJSE MED MAMA CACAO

Mit første møde med cacaoen var ret tilfældigt (hvis noget er det). Jeg deltog i et event, fordi jeg var tiltrukket af cirkel-arbejde, energiarbejde, meditation og astrologi. Cacaoen fulgte ligesom bare med. Den første kop smagte ikke godt, så jeg var på ingen måde tiltrukket. Men cacaoen blev ved med at dukke op til events, jeg deltog i. Jeg forstod den ikke i starten. Kunne ikke mærke, hvad de andre kunne mærke. Men jeg blev alligevel nysgerrig. For hvad var det, de andre kunne mærke? Hvad var det, de oplevede? Så når cacaoen dukkede op, udforskede vi hinanden. Og en dag smagte cacaoen faktisk virkelig godt. Og en anden dag kunne jeg mærke mit blod bruse og mit hjerte juble. Jeg blev modig og begyndte at lave cacao hjemme. Og en dag stod Mama Cacao i min stue, rakte hånden frem og tilbød, at vi kunne følges på min videre rejse.

Hvad Cacaoen betyder for mig?:

Mama Cacao – Cacao Spirit er stærk og mild og kærlig. Jeg kan altid vende mig mod hende, når jeg har brug for at finde tilbage til min egen styrke, min egen ro, min egen kærlige essens. At skabe en stund med en kop cacao, er at invitere Mama Cacao på besøg. Lade hende gå ved siden af mig på min rejse. Og vi kan sidde helt roligt, uden at sige noget og uden at have noget mål andet end bare nyde øjeblikket og solstriben på gulvet. Eller vi kan skabe i fællesskab, rejse med ånderne ud over stepperne, hente drømme og idéer op fra dybet og danse med stjernerne.

Når jeg tager Mama Cacao ind, tager hun mig ind. Når jeg dykker ned i Cacao Spirit, dykker Cacao Spirit ned i mig. 

Hvad er LifeSeeds?:

LifeSeeds er min lille hjertehave, hvor jeg planter frøene til det liv, jeg ønsker at leve. Jeg har efterhånden samlet en del frø på min egen personlige rejse, og dem vil jeg gerne dele med dig, så du også har mulighed for at plante nogle frø til det liv, du ønsker at leve.

Jeg er Essence Practitioner og Sacred Cacao Spaceholder. Jeg tilbyder 1:1-sessioner med udgangspunkt i breathwork, traumeforløsning, bodywork, aktive meditationer, bioenergetiske øvelser, lydhealing, guidning m.m. Og jeg afholder cacao-ceremonier, når energien kalder på det. Cacaoen er det naturlige omdrejningspunkt i cacao-ceremonierne, hvor Mama Cacao viser vejen, men jeg kan også finde på at invitere cacaoen ind som støtte i mine 1:1-sessioner, og lade Mama Cacao følge os på vej.   

Hvorfor jeg har valgt at blive spaceholder for Mama Cacao:

Mama Cacao har været en tro følgesvend på min rejse, og hun er også en stor del af de ydelser, jeg tilbyder i Lifeseeds. Derfor virker det også helt naturligt, at klienter og deltagere, der lægger deres vej forbi mig, kan tage Mama Cacao med sig, når vores veje igen skilles, og de drager videre ud på deres egen rejse.